Kristina mistede sidste år et sæt tvillinger under graviditeten og har kunne mærke stor forskel på, hvordan sorgen bliver tacklet fra person til person.

Af Nikola Jovic

Scanningslægen er helt stille. Hun siger ingenting. Hun scanner og hun scanner. Det føles som en evighed, før der sker noget. Til sidst siger Kristina til hende: ”Jeg kan ikke se noget hjerteslag. Er det bare mig?”. Scanningslægen stopper med at scanne, kigger på hende og siger: ”Det er rigtigt. Der er simpelthen ikke noget liv derinde længere”. Kristina aner ikke, hvad der bliver sagt til hende efterfølgende, udover at hun har brug for at ringe efter sin kæreste Kim og få ham til at komme.

Kristina Schaltz Bragason er 34 år og hjemmegående. Sammen med kæresten Kim har hun sønnen Vegas på 3 år og Kims søn Villads på 8 år. De har haft et stort ønske om at få endnu et barn, da Villads kun er hos dem fem dage hver anden uge. De ville derfor gerne have, at Vegas kunne få en bror eller søster, som han kunne bo med.

En ny graviditet

Sidste år virkede det til, at de ville få deres ønske opfyldt, da Kristina fandt ud af, at hun var gravid. Men da Kristina var til første scanning, 12 uger henne, så alting ikke ud som det plejede.

”Jeg lå der på briksen og kunne se, at det ikke var lige som første gang, da jeg var gravid. Det var dobbelt op af alting.”

På trods af scanningen og glæden over at skulle have tvillinger følte Kristina, at noget var galt. Hun fortalte ret tidligt til kæresten Kim, at hun syntes, at hun ikke kunne mærke, at der var to børn. Tvivlen skyldtes muligvis, at Kristina året forinden havde mistet et barn meget tidligt i graviditeten. Her mistede hun barnet allerede i 6. uge.

To blev til ingen

Ved den næste scanning fik Kristina samme meddelelse, som hun havde fået året forinden. På skærmen kunne man kun se et enkelt hjerteblink fra den ene baby.

Glæden ved at stadig have et barn tilbage, blev også til tvivl for Kristina. Troen, på at resten af graviditeten ville gå problemfrit, var svær at finde. Men hun blev nødt til at holde tristheden væk, især overfor hendes søn og bonussøn. 

I 24. uge kom Kristina til scanning. Denne gang var hun alene. Hun forventede, at det bare ville være en normal scanning ligesom alle de andre. Da scanningslægen begynder scanningen, viser det sig, at der ikke længere er liv tilbage. Barnet som var tilbage i maven, som de havde givet navnet Atlas, var ikke længere i live, fortæller hun, mens hun tydeligt berørt husker tilbage på øjeblikket.

Kristina og Kim får at vide, at hun skal føde hendes døde børn. Det kan de vælge at gøre med det samme eller i løbet af weekenden. De bliver enige om at gøre det i weekenden, da de havde sønnen Vegas derhjemme, som de skulle passe.

”Vi skulle jo hjem og ringe til alle mulige mennesker for at fortælle det her. Det var superhårdt. Der var så mange forskellige reaktioner fra folk, som man også pludselig skulle forholde sig til.”

Intens støtte

Kristina og Kim fik en masse støtte fra familie og venner efterfølgende. Men for Kristina var det meget hårdt at se, at Kims sorg måske blev overset.

”Kims mor blev selvfølgelig ked af det, men det var lige som om, at hun havde svært ved at se Kim sorg i det hele. Så man skulle ligesom være der ekstra meget for også at støtte Kim i det. Det var svært – rigtig rigtig svært. Man er der meget intenst for hinanden. Men man har også brug for, at andre er der.”

Kristina fik også en stor hjælp, efter hun blev henvist til psykolog. Hendes psykolog Ida har hjulpet hende gennem hele processen og har brugt rigtig meget tid på at snakke med hende om, hvad hun føler, og hvad de tror, at Kim han føler.

Kim var ikke til psykolog, men Kristina fortæller, at de i stedet var gode til at være der for hinanden og gøre de ting, som hinanden havde behov for. Lytte og se hinanden.

Hvordan tackler man det?

”Jeg var overbevist om, at det var min krop, der simpelthen ikke kunne bære et barn længere”, fortæller Kristina, mens hun tænker over, hvordan hun i starten gav sig selv skylden for tabet.

Kristina og Kim tacklede tabet på to meget forskellige måder. Kristina havde, og har stadig brug for, at snakke om tingene og få det bearbejdet på den måde. 

”Kim er helt helt modsat. Han har brug for at holde sig selv i gang,” siger Kristina. I fællesskab begyndte de på nye projekter sammen, som fx et walk-in-closet. På den måde havde de både mulighed for at snakke om den sorg, de havde, men samtidig tage en pause væk fra den, når der var brug for det.

Gennem sin psykolog begyndte hun også at snakke om Kims sorg, og hvordan de havde brug for at tackle det på hver sin måde. Hun kan se, at det er helt individuelt, hvordan man tackler tabet. Som medlem af Landsforeningen for Spædbørns Død kan hun se, hvordan alle folk håndterer det på vidt forskellige måder. Nogle kvinder begav sig ud i at få børn igen med det samme, hvorimod nogle blev helt opslugt af sorgen.

“Det var meget vigtigt for mig ikke at blive opslugt af sorgen,” fortæller hun.

“Men jeg tror, at man er nødt til at tage det, som det kommer for sig selv. Vi har alle sammen vidt forskellige behov for at komme igennem tingene. Jeg tror bare, at det er vigtigt at have en følelse for, hvor du er, og hvor din partner er i det her. Det, tror jeg, er det vigtigste.” 

Drømmen om et barn

På trods af at Kristina har mistet tre børn under graviditet, har det hele tiden været et stort behov for hende, at få lov til at blive gravid igen, og at få lov til at give hendes søn den bror eller søster, som han drømmer om at få. Tvivlen og frygten kan dog stadig mærkes på hende i dag.

”Jeg er faktisk gravid lige nu, og det er spændende – og jeg er skræmt fra vid og sans. Men det arbejder jeg også med.”

Atlas fylder stadig meget i Kristinas liv – især på mærkedage og helligdage. Men sammen med kæresten og deres børn hænger de sammen.

”Jeg tror på, at mine børn gør mig stærk. Jeg tror på, at de sørger for, at jeg hænger sammen. Så jeg tror på, at jeg godt kan komme igennem det.”