Idrætsanlæg i Søften medfører afslag til andre foreninger

Et nyt idrætsanlæg i Søften har medført, at andre idrætsforeninger i Favrskov Kommune har fået afslag på deres forslag om nye anlæg. Og ifølge Steen Thomasen (A) må de vente lidt endnu.

Steen Thomasen (A) har været formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Favrskov Kommune siden 2018. Foto: Preben Breinholt

Af Nikola Jovic

FAVRSKOV KOMMUNE: Byrådet vedtog tirsdag d. 25. februar at gå videre med planerne om et nyt idrætsanlæg i Søften til 42,2 millioner kroner. Det har medført, at andre idrætsforeninger i kommunen har fået afslag på deres forslag om nye udbygninger. Og ifølge formand for Kultur og Fritidsudvalget i Favrskov Kommune, Steen Thomasen (A), må de vente lidt endnu.

“Jeg kan godt forstå frustrationen, når man sidder, som ham der må vente. For det er sådan set det, som det handler om. Når vi har gjort anlægget i Søften færdigt, så vil der være andre anlæg vi skal kigge på,” siger Steen Thomasen.

Frustration har der også været nok af for idrætsforeningerne i Favrskov Kommune. I Hammel fik man afslag på paddletennisbaner. Hinnerup og Omegns Gymnastikforening fik ligeledes afslag på paddletennis- og fodboldbaner. Et klubhus blev der heller ikke plads til. Det skuffer formanden for HOG, Peter Bager:

“Vi er rigtig rigtig glade på Søftens vegne. De har arbejdet på det i mange år. Men jeg ville ønske, at kommunen havde lidt mere appetit på at investere generelt i foreningslivet. Der var ikke et eneste af vores forslag, som gik i politikernes smag. Det er vi er selvfølgelig skuffet over.”

Trods bekymringerne og skuffelsen hos idrætsforeningerne må de vente et par år endnu, før deres ønsker om nye anlæg kan blive opfyldt.

“De bliver højst sandsynligt ikke opprioriteret de næste par år. Vi har snakket med formændene, og vi forstår godt deres frustrationer. Lige nu fylder anlægget i Søften meget. Derfor vil der også komme en periode, hvor de andre får deres ønsker opfyldt,” siger Steen Thomasen.

Anlægget i Søften forventes at være færdigt i 2023.

De unge kommer mindre på skadestuen – men de ældre besøger den oftere

Børn og unge i alderen 5-24 år er begyndt at besøge skadestuen mindre. Den ældre generation kommer dog oftere på skadestuen end før.

På Aarhus Universitetshospital har de godt kunne mærke, at der kommer flere ældre på skadestuen.

Af Nikola Jovic og Simon Porse

Fra 2014 til 2018 er der sket en udvikling i danskernes skadestuebesøg. For børn og unge er skadestuebesøgene faldet med 11%. Samtidig er ældre i alderen 70+ begyndt at komme på skadestuen i højere grad. Faktisk har der været en stigning på 15%, hvis man korrigerer for befolkningstal. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Den grønne streg viser udviklingen af de unges (5-24) skadestuebesøg, mens den røde viser de ældres (70+).

En af grundene til denne stigning kunne være, at de ældre er begyndt at dyrke flere fritidsaktiviteter. Ivan Villadsen, traumeansvarlig overlæge på Aarhus Universitetshospital, fortæller, at de har oplevet en forskel på de ældres skadestuebesøg:

“Ja – den ældre befolkning bliver større og større og mere og mere aktive i forhold til tidligere. Lige nu kommer der rigtig mange hjem fra skiferie. Der kommer folk oppe i 70-årene hjem fra skiferie med skader. Det har vi ikke set så meget af tidligere.”

Omvendt er de unge begyndt at besøge skadestuen i mindre grad. Hanne Boyles, afdelingssygeplejerske på Aarhus Universitetshospitals Traumecenter, mener, at de kan skyldes et højere privatlægebesøg:

“En del af de lettere skader ser vi ikke på skadestuen længere, da de ender hos de praktiserende læger. Nogle af børnene, dem ser vi ikke, fordi de er hos deres egne læger. Det kan have ændret noget, tænker jeg, at de praktiserende læger sidder med småskaderne nu. Det gjorde de ikke for ti år siden.”

Tal fra Danmarks Statistik viser også, at unge dyrker mindre sport, end de gjorde for 10 år siden, mens de ældre dyrker flere fritidsaktiviteter. Dette kan også bidrage til ændringerne.

Uden udløbsdato: Nana fik delt sine nøgenbilleder af den person, som hun søgte tryghed hos

Alt for mange unge oplever stadig, at deres fortrolige billeder bliver delt og videresendt til andre. En af dem er Nana Harring.

En undersøgelse viser, at 7% af unge, som har sendt et nøgenbillede, har oplevet, at det er blevet viederesendt uden deres samtykke. Foto: Nikola Jovic

Af Nikola Jovic

“Det er sikkert ingenting”

Mobilen lyser op. “Du er pisse billig”. Kort efter får hun endnu en besked. “Du har flotte bryster”. Beskederne kommer fra folk, som Nana aldrig har mødt. Selv folk fra udlandet skriver til hende på engelsk. Hun tænker, at det er mærkeligt, for hun har ikke lagt noget op på sin profil. Nana når ikke at tænke så meget over det, før en ven fra hendes gymnasieklasse skriver til hende, at der er en falsk profil, der har ansøgt ham med hendes navn. Forvirret og lidt bange ringer hun til sin ekskæreste. “Det skal du ikke tænke på. Det er sikkert ingenting”, siger han forsikrende til hende over telefonen. Hun vælger derfor at tage i skole, med tanken om at der sikkert ikke er noget galt. Nana træder ind i sin gymnasieklasse og kigger rundt på de andre, som alle stirrer på hende. Helt stille står Nana i klasselokalet. Efter et stykke tid får nogle af hendes klassekamerater hevet hende til siden.

“Nana, vi ved sgu ikke lige, hvordan vi skal sige det her til dig..”

“Vi har fået nogle billeder.”

“Det har vi allesammen.”

Nana var 18 år og gik 2.g, da hendes billeder blev delt til hele hendes netværk. Foto: Nikola Jovic


En af mange

Nanas historie er desværre blot en af mange. En af de personer, som hjælper unge, der bliver udsat for lignende digitale sexkrænkelser er Kuno Sørensen. Han er uddannet psykolog og har arbejdet med Red Barnet siden 2001, for hjælpe disse unge mennesker.

“Vi kan jo se, at der er en tydelig overvægt af piger, som bliver udsat for digitale sexkrænkelser”, fortæller Kuno Sørensen.

Hans erfaring er, at kvinder i meget mindre grad må udstille sig selv som sexuelt objekt, i forhold til mænd.

“Der er jo nogle drenge, som føler at det er deres ret af få sex af kvinder. Og hvis ikke der får det, giver det dem også ret til at hævne sig ved at udstille dem på en negativ måde.”

Desværre er der mange som videresender disse billeder eller videoer uden at tænke over det. En undersøgelser af analyseinstituttet YouGov viste i 2016, at 10% af unge, som havde modtaget et nøgenbillede, havde delt eller videresendt det.

“Det er jo, for mange af dem, som et sexuelt overgreb. Det slår ind i selvværet – i troen på sig selv. De kan have svært ved at mødes socialt med andre eller at være til fest.”

En af de værste kosekvenser er, at disse sexuelle krænkelser påvirker ofrene i meget lang tid efterfølgende, fortæller Kuno. For nogle kan det sætte sig som en form for PTSD, da krænkelsen ikke har en ende.

“Det har både en fortid og en fremtid. For med de billeder kan venner komme og sige: ‘Nu så jeg lige endnu et billede af dig igen’. Så man kan ikke rigtig sætte punktum og blive færdig med det. Det bliver en krænkelse uden en udløbsdato”.


“Undskyld”

“Det må være en engangsting”, tænker Nana. Men samme dag kommer der en ny profil. Med tre nye billeder. Nana tager hjem til sin ekskæreste om aftenen. For at græde ud. For at blive trøstet. “Altså, det er ikke dig? Jeg har ikke noget at være bekymret for, vel?”, spørger hun ham bare for at være helt sikker. For det er det, som alle andre har fortalt hende. Det første politiet spurgte var: “Har du en ekskæreste”. Ja, det havde hun. Men nej, det var ikke ham, sagde hun.

“Hvordan fanden kan du tro det?” , udbryder han. Han bliver helt sur på hende og forarget over, at hun overhovedet kunne spørge om det.

“Undskyld”, siger hun.

I de efterfølgende dage bliver der sendt nye ting ud til hele hendes netværk. Først hendes klasse. Derefter alle lokalsmænd i DF Ungdom, hvor Nana er medlem. Derefter drenge fra hendes folkeskole. Et netværk som de færreste ved, at Nana har. Men de får alle nye billeder.

Det hele kulminerer, da Nana modtager beskeder på Lectio, hvor folk skriver: “Få det her væk. Hvad fanden laver du?”. Hun logger ind på sin Lectio og kan se, at der er blevet sendt en besked til alle. Alle på hele hendes gymnasium har modtaget intime billeder. Fra hendes egen bruger. “Nana, nu åbner du øjenene”, siger en af hendes venner til hende.
Og der går det op for hende.

Der er kun en, som kan hendes Lectio-login.

“Selvfølgelig, er det ham.”


Et samtykke kan godt trækkes tilbage

Nana er ikke den eneste, som har stået frem og fortalt sin historie.

Mange unge piger har fundet mod til at dele deres oplevelser, hvilket har hjulpet den generelle sag, fortæller Kuno Sørensen.

“Dem, der har stået frem og fortalt, at der er blevet delt billeder af dem uden samtykke, har jo haft en betydning for, at den victim-blaming, som i høj grad var der tidligere, er blevet gradvist mindre, selvom den stadig er der.”

Samtykket til billedet er også et stort problem. For selvom man har givet samtykke da man sendte billedet, har man til hvert et tidspunkt ret til at trække samtykket tilbage.

Det samme oplevede Nana, da hun og hendes ekskæreste slog op på et tidligere tidspunkt. Her bad hun ham om at slette de billeder, som hun havde sendt til ham. Men han svarede nej. Det ragede overhovedet ikke hende, hvad han brugte de billeder til, sagde han.

“Det er noget, som er vigtig for dem at høre. Bare fordi man en gang har sagt ja, er det ikke ensbetydende med, at det billede kan deles frit”, siger Kuno Sørensen.


“Der er aldrig lukket”

Der er gået flere år siden, at Nana havde set sin ekskæreste. Han har kommet med blomster til hende og oprettet mange falske profiler for at tage kontakt til hende.

Hun er taget i byen med sine veninder. Hun ser ham. Han ser hende. Han smiler til hende og vinker. Nanas krop begynder at ryste. Hun skal ud. Hun skal have luft. Nanas veninder spørger, hvad der er galt, men hun kan ikke svare. Det er sidste gang, at hun har set ham.

Nanas ekskæreste blev aldrig dømt for noget. De kunne aldrig låse op for hans filer på hans computer.

Nana har altid haft en drøm om at ikke stille op til byrådet i Viborg, hvor hun er fra. Men det kunne hun aldrig finde på den dag i dag. Hun kunne heller ikke finde på at tage i byen i Viborg igen.

“Jeg er konstant forberedt på at det sker igen.”

“Det er aldrig lukket.”


Hvis du selv har oplevet noget lignende, kan du kontakte Red Barnets rådgivningstjeneste SletDet, hvor de rådgiver unge, som har været udsat for, at private, grænseoverskridende eller krænkende informationer, billeder eller videoer er blevet delt uden samtykke.

18-årig sprøjtede peberspray i ansigtet på anden ung mand

En 18-årig mand blev onsdag eftermiddag anklaget for at have sprøjtet peberspray i ansigtet på en anden ung mand på TemaBar i Vejle. Udover peberspray blev den tiltalte også anklaget for grov vold.

Af Nikola Jovic

HORSENS BYRET: Onsdag eftermiddag blev en 18-årig mand anklaget for grov vold og brug af peberspray på offentligt tilgængelige steder. Episoden foregik den 19. maj på TemaBar i Vejle. Her havde den tiltalte sprøjtet peberspray i ansigtet på en anden ung mand og efterfølgende slået ham i hovedet. Den tiltalte meldte sig uskyldig i forholdet om grov vold, men skyldig i forholdet om brug af peberspray.

Tiltalte følte sig omringet

Hændelsen foregik på toilettet på TemaBar i Vejle. Her blev den tiltalte konfronteret af en anden ung mand. Det viser en video af hændelsen, som blev vist i retten. På videoen kan man også se, hvordan der var flere unge mænd, som stod omkring den tiltalte. Han fortalte, hvordan han prøvede at afværge situationen, men til sidst følte sig nødsaget til at gøre noget, da han følte sig omringet. Hen fortæller, hvordan han året forinden var blevet truet af samme “gruppering” af drenge. Han havde efterfølgende rejst til USA i et år. Da han kom tilbage til Danmark, havde han derfor medbragt en peberspray i byen som “forberedt selvforsvar”. Efter de to unge mænd havde stået og konfronteret hinanden, tog den tiltale sin peberspray op af venstre lomme og sprayede den anden unge mand i ansigtet. Han slog ham efterfølgende med højre knyttet hånd og løb derefter ud af baren.

Et meget beruset offer

Den unge mand, som fik sprøjtet peberspray i ansigtet, vidnede efterfølgende, men huskede meget lidt af episode, da han havde drukket rigtig meget den pågældende aften. Da videoen blev vist, erkendte han, at han virkede konfronterende, men han fortalte dog, at han kun kendte en enkel af de unge mænd, som var inde på toilettet. Et andet vidne bekræftede også, at han ikke kendte nogle af personerne. Den tiltalte havde dog tidligere forklaret, at det pågældende vidne havde truet ham to gange under hændelsen. Vidnet fortalte, at han var kommet derind for at tisse, men på videoen gik han på intet tidspunkt på toilet, hvilket forsvaren også konfronterede ham med.

Sagen blev udsat til den 12. december, hvor der forventes, at der bliver afgivet dom.

Kristina mistede tvillinger under graviditeten: “Det var meget vigtigt for mig ikke at blive opslugt af sorgen”

Kristina mistede sidste år et sæt tvillinger under graviditeten og har kunne mærke stor forskel på, hvordan sorgen bliver tacklet fra person til person.

Kristina har mistet tre børn under graviditet. Foto: Nikola Jovic

Af Nikola Jovic

Scanningslægen er helt stille. Hun siger ingenting. Hun scanner og hun scanner. Det føles som en evighed, før der sker noget. Til sidst siger Kristina til hende: ”Jeg kan ikke se noget hjerteslag. Er det bare mig?”. Scanningslægen stopper med at scanne, kigger på hende og siger: ”Det er rigtigt. Der er simpelthen ikke noget liv derinde længere”. Kristina aner ikke, hvad der bliver sagt til hende efterfølgende, udover at hun har brug for at ringe efter sin kæreste Kim og få ham til at komme.

Kristina Schaltz Bragason er 34 år og hjemmegående. Sammen med kæresten Kim har hun sønnen Vegas på 3 år og Kims søn Villads på 8 år. De har haft et stort ønske om at få endnu et barn, da Villads kun er hos dem fem dage hver anden uge. De ville derfor gerne have, at Vegas kunne få en bror eller søster, som han kunne bo med.

En ny graviditet

Sidste år virkede det til, at de ville få deres ønske opfyldt, da Kristina fandt ud af, at hun var gravid. Men da Kristina var til første scanning, 12 uger henne, så alting ikke ud som det plejede.

”Jeg lå der på briksen og kunne se, at det ikke var lige som første gang, da jeg var gravid. Det var dobbelt op af alting.”

På trods af scanningen og glæden over at skulle have tvillinger følte Kristina, at noget var galt. Hun fortalte ret tidligt til kæresten Kim, at hun syntes, at hun ikke kunne mærke, at der var to børn. Tvivlen skyldtes muligvis, at Kristina året forinden havde mistet et barn meget tidligt i graviditeten. Her mistede hun barnet allerede i 6. uge.

To blev til ingen

Ved den næste scanning fik Kristina samme meddelelse, som hun havde fået året forinden. På skærmen kunne man kun se et enkelt hjerteblink fra den ene baby.

Glæden ved at stadig have et barn tilbage, blev også til tvivl for Kristina. Troen, på at resten af graviditeten ville gå problemfrit, var svær at finde. Men hun blev nødt til at holde tristheden væk, især overfor hendes søn og bonussøn. 

I 24. uge kom Kristina til scanning. Denne gang var hun alene. Hun forventede, at det bare ville være en normal scanning ligesom alle de andre. Da scanningslægen begynder scanningen, viser det sig, at der ikke længere er liv tilbage. Barnet som var tilbage i maven, som de havde givet navnet Atlas, var ikke længere i live, fortæller hun, mens hun tydeligt berørt husker tilbage på øjeblikket.

Kristina og Kim får at vide, at hun skal føde hendes døde børn. Det kan de vælge at gøre med det samme eller i løbet af weekenden. De bliver enige om at gøre det i weekenden, da de havde sønnen Vegas derhjemme, som de skulle passe.

”Vi skulle jo hjem og ringe til alle mulige mennesker for at fortælle det her. Det var superhårdt. Der var så mange forskellige reaktioner fra folk, som man også pludselig skulle forholde sig til.”

Intens støtte

Kristina og Kim fik en masse støtte fra familie og venner efterfølgende. Men for Kristina var det meget hårdt at se, at Kims sorg måske blev overset.

”Kims mor blev selvfølgelig ked af det, men det var lige som om, at hun havde svært ved at se Kim sorg i det hele. Så man skulle ligesom være der ekstra meget for også at støtte Kim i det. Det var svært – rigtig rigtig svært. Man er der meget intenst for hinanden. Men man har også brug for, at andre er der.”

Kristina fik også en stor hjælp, efter hun blev henvist til psykolog. Hendes psykolog Ida har hjulpet hende gennem hele processen og har brugt rigtig meget tid på at snakke med hende om, hvad hun føler, og hvad de tror, at Kim han føler.

Kim var ikke til psykolog, men Kristina fortæller, at de i stedet var gode til at være der for hinanden og gøre de ting, som hinanden havde behov for. Lytte og se hinanden.

Hvordan tackler man det?

”Jeg var overbevist om, at det var min krop, der simpelthen ikke kunne bære et barn længere”, fortæller Kristina, mens hun tænker over, hvordan hun i starten gav sig selv skylden for tabet.

Kristina og Kim tacklede tabet på to meget forskellige måder. Kristina havde, og har stadig brug for, at snakke om tingene og få det bearbejdet på den måde. 

”Kim er helt helt modsat. Han har brug for at holde sig selv i gang,” siger Kristina. I fællesskab begyndte de på nye projekter sammen, som fx et walk-in-closet. På den måde havde de både mulighed for at snakke om den sorg, de havde, men samtidig tage en pause væk fra den, når der var brug for det.

Gennem sin psykolog begyndte hun også at snakke om Kims sorg, og hvordan de havde brug for at tackle det på hver sin måde. Hun kan se, at det er helt individuelt, hvordan man tackler tabet. Som medlem af Landsforeningen for Spædbørns Død kan hun se, hvordan alle folk håndterer det på vidt forskellige måder. Nogle kvinder begav sig ud i at få børn igen med det samme, hvorimod nogle blev helt opslugt af sorgen.

“Det var meget vigtigt for mig ikke at blive opslugt af sorgen,” fortæller hun.

“Men jeg tror, at man er nødt til at tage det, som det kommer for sig selv. Vi har alle sammen vidt forskellige behov for at komme igennem tingene. Jeg tror bare, at det er vigtigt at have en følelse for, hvor du er, og hvor din partner er i det her. Det, tror jeg, er det vigtigste.” 

Drømmen om et barn

På trods af at Kristina har mistet tre børn under graviditet, har det hele tiden været et stort behov for hende, at få lov til at blive gravid igen, og at få lov til at give hendes søn den bror eller søster, som han drømmer om at få. Tvivlen og frygten kan dog stadig mærkes på hende i dag.

”Jeg er faktisk gravid lige nu, og det er spændende – og jeg er skræmt fra vid og sans. Men det arbejder jeg også med.”

Atlas fylder stadig meget i Kristinas liv – især på mærkedage og helligdage. Men sammen med kæresten og deres børn hænger de sammen.

”Jeg tror på, at mine børn gør mig stærk. Jeg tror på, at de sørger for, at jeg hænger sammen. Så jeg tror på, at jeg godt kan komme igennem det.”

Ny budgetmodel kan måske redde Vejlby-Risskov Hallen

Vejlby-Risskov Hallen har ikke længere plads til den store mængde af gæster. Det fortæller bestyrelsesformand for hallen, Leif Gjørtz Christensen, som ønsker hjælp fra kommunen. Og muligheden for en ny budgetmodel indenfor sport- og fritidsområdet kan måske hjælpe med netop dette problem.

File:Vejlby-Risskov Hallen.jpg
Foto: © RhinoMind / WikiMedia Commons

Af Nikola Jovic

I september måned rundede Vejlby-Risskov Hallen sit 50. år. Det har været 50 år med både musik og sport. Med tidligere optrædener af The Who, Jimmi Hendrix, Rolling Stones, Pink Floyd og Paul McCartney er det heller ikke svært at se, hvor stor historisk betydning hallen har haft. I dag er der dog ikke længere optrædener. Nu er fokussen mest på sporten. Men de 50 år har sat sine spor, og hallen er nu ved at løbe tør for plads.

Rabih Azaz-Ahmad, rådmand for kultur og borgerservice i Aarhus Kommune, fortæller, at et forslag om en ændring i budgettet indenfor sport- og fritidsområdet kan tilføje mange flere millioner til de forskellige idrætsanlæg i Aarhus Kommune, heriblandt Vejlby-Risskov Hallen.

Søger hjælp fra byrådet

Leif Gjørtz Christensen, der er bestyrelsesformand for Vejlby-Risskov Hallen, fortæller til Lokalavisen Aarhus, at med mere end 10.000 gæster om ugen er kapaciteten i hallen for længst fuldt udnyttet.

“Vi håber og arbejder for, at Aarhus Byråd vender øjnene mod Aarhus Nord. Vi har potentiale og erfaring til at blive et af Danmarks bedste idrætscentre. Det fortjener Aarhus og byens mange aktive idrætsudøvere. Men det kræver, at Aarhus Kommune og andre kræfter samles om at forme udviklingen,” siger Leif Gjørtz Christensen til Lokalavisen Aarhus.

Slet ikke nok penge til idrætsområdet

Rabih Azaz-Ahmad er enig i, at der er brug for hjælp til hallen.

“Jeg er fuldstændig enig i, at der er noget historie i Vejlby-Risskov Hallen. Altså kæmpestore musikere. I forhold til deres medlemstal og deres aktiviteter, så har de jo behov for at udvide. Den ambition deler jeg fuldstændig,” fortæller han.

På trods af ambitionen om at udbygge er der dog lang vej endnu, før Vejlby-Risskov Hallens medlemmer kan se frem til en udbygning.

“Hvis vi skal leve op til det behov der er i dag, bare i dag, skal vi ud og bruge omkring 57 millioner kroner årligt. I dag har vi omkring 13-14 millioner. Det er slet ikke nok,” uddyber Rabih Azaz-Ahmad.

Ny budgetmodel kan dække hallens behov

Rabih har tidligere prøvet at indføre en budgetmodel indenfor sport- og fritidsområdet, men har ikke haft opbakning fra byrådet. Han mener, at en budgetmodel ville være en god løsning på det problem, som Vejlby-Risskov Hallen og andre idrætsfaciliteter i Aarhus Kommune står overfor. En budgetmodel betyder, at penge til idrætsområdet vil vokse i takt med befolkningstilvæksten. Altså at der ville være 57 millioner til rådighed i stedet for 13-14 millioner.

“Sådan en model har man på andre områder. Det har indenfor børn og unge. Det har man indenfor ældre. Men det har man ikke indenfor sport og fritid. Det synes jeg er forkert,” siger Rabih Azaz-Ahmad.

Planen er nu at foreslå budgetmodellen igen til et visionsseminar, som kommer til november. Her skal der ses på Aarhus i et ti-års perspektiv.

“Der har jeg tænkt mig igen at tage budgetmodellerne på idrætsområdet med. Netop for at dække sådan et behov som man har i Vejlby-Risskov Hallen,” siger Rabih Azaz-Ahmad.

Om forslaget om en ny budgetmodel går igennem, er der først svar på senere på året. Indtil da må Vejlby-Risskov Hallen klare sig med de ressourcer, de har.

Anslag: 3.535

”Åh Abe” fik Adam til at se opera

Ærlighed, skrøbelighed og store følelser. Siden han var helt ung, har Adam haft en interesse i teateret, og alt hvad det kan give ham.

Adam tager gerne til London eller New York for at se teater. Foto: Nikola Jovic

Af Nikola Jovic

”Folk skal slås ihjel på scenen. Folk begår selvmord på scenen. Så det er de følelser, vi går rundt med til hverdag, i den mest ekstreme form.”

Teateret og Adam går hånd i hånd. Det første, han tænkte på, da han skulle nævne, hvilket emne han ville snakke om, var teateret. Adams interesse går helt tilbage til, da han var 3-4 år, og hans mor valgte at tage ham med i teateret.

”Jeg tror, at min mormor har været god til at give min mor nogle oplevelser udover hverdagen, og det er noget, min mor har taget med i opdragelsen, fordi hun tidligt opdagede interessen hos mig. Det har sikkert startet i ”Åh Abe”-koncerter eller et eller andet, og så har det lidt gradvist udviklet sig.”

I dag er Adam 25 år og har skiftet ”Åh Abe”-koncerterne ud med opera. Det skyldes, at han går i teateret med det formål, at han enten skal blive rørt, eller at han skal blive udfordret. Det er især det store show og de store følelser, som Adam elsker.

”Det kan være en form for eskapisme fra hverdagen. Teater og opera handler tit om nogle store følelser, og store følelser det er også de følelser, vi andre har. De bliver bare gjort store på scenen.”

Cirka to gange om måneden tager han i teateret. Det kan være alene, og det kan også være med familie og venner.

Før i tiden optrådte Adam selv i teateret. Det gør han dog ikke længere. Foto: Nikola Jovic

Selvom han før i tiden var lidt mere til musicals, er det nu opera, der klart fylder mest i Adams liv. 

”Altså der er noget virkelig særligt ved opera, og det er der også ved musicals, men det her med, at du har orkestergavlen med måske 70 mennesker, og så har du et operakor på 50 mennesker, så har du sceneteknikerne, og så har du otte solister på scenen samtidig. Alle skal have noget kørende samtidig, for at noget skal gå op i en højere enhed, og man sidder ude i publikum og skal få noget ud af det.”

Han ser noget virkelig ærligt og skrøbeligt ved opera, fordi det er noget, man skal opleve her og nu. Det er sjældent, at man virkelig er i nuet og fokuserer 100 procent, på det der sker. Og det er man tvunget til med opera. Derfor opfordrer han også folk til at prøve at tage i teateret.

”Jeg rekrutterer rigtig mange operapublikummer, det gør jeg. Virkelig mange. Nogle gange er det næsten tvang, vil jeg sige. Nogle gange har Det Kongelige Teater nogle særlige ´Ung i Operaen´-arrangementer, hvor man kun kan købe billet, hvis man er under 30 år, og så koster en billet 150 kr. Så der taler jeg til, at alle og enhver under 30 skal gå ind og opleve det. Fordi folk må da kunne se, hvor fedt det er. Fordi det synes jeg selv.”

På trods af at teateret er en stor del af hans liv, er det ikke noget, han vil beskæftige sig med lige nu. Men han er dog åben for muligheden i fremtiden.

”Det kunne også være sjovt at skrive til en scene. Men det tænker jeg, det kan være noget om 20-30 år, eller måske når jeg er pensioneret.”

For Adam er teateret en spændende verden, og han kunne godt tænke sig at komme endnu tættere på den. Så hvis der er nogen, som gerne vil opleve teateret, er Adam altid klar på at se endnu en forestilling.