by

Ny budgetmodel kan måske redde Vejlby-Risskov Hallen

Vejlby-Risskov Hallen har ikke længere plads til den store mængde af gæster. Det fortæller bestyrelsesformand for hallen, Leif Gjørtz Christensen, som ønsker hjælp fra kommunen. Og muligheden for en ny budgetmodel indenfor sport- og fritidsområdet kan måske hjælpe med netop dette problem.

File:Vejlby-Risskov Hallen.jpg
Foto: © RhinoMind / WikiMedia Commons

Af Nikola Jovic

I september måned rundede Vejlby-Risskov Hallen sit 50. år. Det har været 50 år med både musik og sport. Med tidligere optrædener af The Who, Jimmi Hendrix, Rolling Stones, Pink Floyd og Paul McCartney er det heller ikke svært at se, hvor stor historisk betydning hallen har haft. I dag er der dog ikke længere optrædener. Nu er fokussen mest på sporten. Men de 50 år har sat sine spor, og hallen er nu ved at løbe tør for plads.

Rabih Azaz-Ahmad, rådmand for kultur og borgerservice i Aarhus Kommune, fortæller, at et forslag om en ændring i budgettet indenfor sport- og fritidsområdet kan tilføje mange flere millioner til de forskellige idrætsanlæg i Aarhus Kommune, heriblandt Vejlby-Risskov Hallen.

Søger hjælp fra byrådet

Leif Gjørtz Christensen, der er bestyrelsesformand for Vejlby-Risskov Hallen, fortæller til Lokalavisen Aarhus, at med mere end 10.000 gæster om ugen er kapaciteten i hallen for længst fuldt udnyttet.

“Vi håber og arbejder for, at Aarhus Byråd vender øjnene mod Aarhus Nord. Vi har potentiale og erfaring til at blive et af Danmarks bedste idrætscentre. Det fortjener Aarhus og byens mange aktive idrætsudøvere. Men det kræver, at Aarhus Kommune og andre kræfter samles om at forme udviklingen,” siger Leif Gjørtz Christensen til Lokalavisen Aarhus.

Slet ikke nok penge til idrætsområdet

Rabih Azaz-Ahmad er enig i, at der er brug for hjælp til hallen.

“Jeg er fuldstændig enig i, at der er noget historie i Vejlby-Risskov Hallen. Altså kæmpestore musikere. I forhold til deres medlemstal og deres aktiviteter, så har de jo behov for at udvide. Den ambition deler jeg fuldstændig,” fortæller han.

På trods af ambitionen om at udbygge er der dog lang vej endnu, før Vejlby-Risskov Hallens medlemmer kan se frem til en udbygning.

“Hvis vi skal leve op til det behov der er i dag, bare i dag, skal vi ud og bruge omkring 57 millioner kroner årligt. I dag har vi omkring 13-14 millioner. Det er slet ikke nok,” uddyber Rabih Azaz-Ahmad.

Ny budgetmodel kan dække hallens behov

Rabih har tidligere prøvet at indføre en budgetmodel indenfor sport- og fritidsområdet, men har ikke haft opbakning fra byrådet. Han mener, at en budgetmodel ville være en god løsning på det problem, som Vejlby-Risskov Hallen og andre idrætsfaciliteter i Aarhus Kommune står overfor. En budgetmodel betyder, at penge til idrætsområdet vil vokse i takt med befolkningstilvæksten. Altså at der ville være 57 millioner til rådighed i stedet for 13-14 millioner.

“Sådan en model har man på andre områder. Det har indenfor børn og unge. Det har man indenfor ældre. Men det har man ikke indenfor sport og fritid. Det synes jeg er forkert,” siger Rabih Azaz-Ahmad.

Planen er nu at foreslå budgetmodellen igen til et visionsseminar, som kommer til november. Her skal der ses på Aarhus i et ti-års perspektiv.

“Der har jeg tænkt mig igen at tage budgetmodellerne på idrætsområdet med. Netop for at dække sådan et behov som man har i Vejlby-Risskov Hallen,” siger Rabih Azaz-Ahmad.

Om forslaget om en ny budgetmodel går igennem, er der først svar på senere på året. Indtil da må Vejlby-Risskov Hallen klare sig med de ressourcer, de har.

Anslag: 3.535

Write a Comment

Comment